Om rum, betydning, bøger og internettet

af Jesper Juul

Vi skal her bevæge os ind i en filosofisk problemstilling af betydelige dimensioner, men vi skal gøre det let, ved hjælp af moderne teknologi. For det har plaget mig, og mange andre, at forholdet mellem rum og tænkning er så evigt uindfangeligt: Det er svært at tale om de ting i verden der ikke vejer noget, en romans værdi, en samling ideer, uden automatisk at beskrive dem som var de fysiske ting, store eller små, beholdere at gå ind i. Eksemplerne er legio.

Men det skrevne ord er realistisk set ved at gå fra primært at blive produceret og distribueret ved hjælp af fysiske objekter, papirer (atomer), til primært at eksistere i en ikke-fysisk form (bits). Og det udstiller nogle interessante problemer. Ikke at vi skal holde op med at bruge rumlige begreber, men vi bør overveje hvornår de er formålstjenlige, og hvornår de bare er i vejen.

En bekendt beklagede sig for nylig på bogens vegne: På et kursus havde de diskuteret bogens forhold til alle de nye truende fænomener: Internettet, cd-rom'en. Og, sagde hun fortvivlet, kunne det virkelige passe at bogens eneste fordel var at den var en fysisk genstand? Det oplagte svar er altid, at vi på et fag som Nordisk da i det mindste må være her af kærlighed til ordene, ikke til måden disse ord er distribueret på. Vi holder antageligt af en romans ord, ikke af papiret. Det er ikke cellulosen vi elsker. Katherine Hayles har meget rammende skrevet at bøger i disse år synes at leve i angst for miste deres fysiske væren, deres kroppe. Denne angst deles tilsyneladende af mange læsere, men den er ubegrundet, dels fordi bøgerne rent faktisk ikke uddør, dels fordi de ikke er noget spor ideelt format. På den anden side er det uudholdeligt at læse en roman på en skærm, og jeg har prøvet: Historie og personer forsvandt hurtigt i en endeløs tekstkolonne. Lidt nemmere er det med faglitteratur, men en del af ubehaget ved lange tekster på skærmen er muligvis den manglende fornemmelse af tekstens udstrækning. Man ved, helt basalt, ikke hvor man er. (Omend den del af det ikke er teknisk uløselig.) At læse en roman er måske i høj grad forbundet med en følelse af at forbruge et fysisk objekt. At vide hvor man "er" i teksten, hvor meget materiale man har forbrugt, huske om katastrofen indtraf på en højre- eller venstreside.

For hukommelse og rum har noget med hinanden at gøre. I det klassiske mnemotekniske system skal man forestille sig et velkendt sted eller bygningsværk og i det placere forskellige objekter der kan repræsentere, fx, en tales forskellige dele. Talen huskes så ved at gennemgå bygningsværket og de forskellige objekter. Men jeg tror at hukommelsen spiller os et puds på denne måde. Det er hukommelsens skyld, at vi kommer til at forbinde en roman med den slidte forside og hvor den stod på vores barndoms kommunebibliotek. Og det får os fejlagtigt til at tro, at en roman eller en tekst er en fysisk genstand.

Og man må her have mig undskyldt, jeg er nødt til at tale om cyberspace, et kikset 1990'er-udtryk if there ever was one. Cyberspace dukker først op i science-fiction forfatteren William Gibsons roman Neuromancer fra 1984. Neuromancer omhandler en fremtid med masser af forfald, dekadence, stoffer, en fremtid hvor hackere "jacker" ind i The Matrix og flyver rundt mellem informationer og virksomheder, der alle er repræsenteret som 3d-grafik. Dette rum og denne 3d-grafik kaldes så cyberspace. I den virkelige verden er ordet cyberspace betydeligt rigere på konnotationer end denotationer (det minder alle om et eller andet, men ingen ved hvad det betyder). Man må altså huske at det er et 15 år gammelt begreb fra fiktionens verden. Men ved en historisk tilfældighed slog cyberspace igennem som populært koncept lige et par år før internettet gjorde det, og det har skabt meget forvirring.

Det er muligvis glemt nu, men cyberspace var i lang tid dét smarte begreb, som alle de smarte forholdt sig til. Alle "new media"- og multimedieguruer var eksempelvis forpligtet til at eje et eksemplar af Michael Benedikts antologi Cyberspace: First Steps fra 1991. Benedikts bog adskiller sig fra mange samtidige bøger om cyberspace ved at være mere akademisk, men den er stadig radikalt postulerende om dette nye ... ja, hvad er det egentlig? Det er i hvert fald noget der klinger som nogle beskrivelser fra Neuromancer, noget med lysende 3d-objekter i et sort rum, lidt af filmen Tron, men er det noget der findes eller kommer? For Cyberspace: First Steps udmærker sig ved ikke at indeholde en eneste reference til internettets datidige forløber, ARPANET. Ikke at ARPANET var ukendt på det tidspunkt, specielt ikke i akademiske kredse, men alligevel går bogen udelukkende med at tale om dette ukendte, måske endnu ikke eksisterende. Som i Marcos Novaks indlæg:

Marcos Novak beskriver altså for det første cyberspace som en slags Virtual Reality, dvs. en form for illusion så virkelig, at man tror man faktisk er der, noget med lyd, lys, lugt, disse kropsdragter der var så spændende på den tid. Og som del af det er cyberspace en visualisering af al information, og al denne information er også spatialiseret, placeret i et rumligt system. Det er faktisk ikke særlig genkendeligt. Men efter internettet (og World Wide Web) rent faktisk slog igennem, er cyberspace alligevel ofte blevet opfattet som en beskrivelse af internettet, enten af hvad internettet er, hvad det bør være, eller hvad det vil blive til lige om lidt.

Mennesker er mærkelige skabninger, de kan sidde dag efter dag og se skibene komme op over horisonten, men stadig tro på at jorden er flad, for det har de lært! Pga. William Gibson kan man møde selv trænede internetbrugere, der i fuldt alvor påstår at internettet er 3-dimensionalt, at de endeløse flade skærme med tekst på en eller anden måde eller "i virkeligheden" er 3-dimensionale. Men pointen er den modsatte.

Internettets fordel ligger muligvis meget i at det svarer til en slags psykisk realitet, at forskellige stumper betydning i bevidstheden refererer til hinanden; at man kan tænke på det ene og komme i tanke om det andet. Minder og associationer er så oplagt ikke ordnet efter noget enkelt tidsligt eller spatielt princip, og det giver en ufattelig fleksibilitet. (Tænk hvis det tog længere tid at komme i tanke om noget jo fjernere det lå geografisk og jo ældre mindet var!) Det gode ved internettet er helt oplagt dets ikke-rumlighed, dets adimensionalitet om man vil. At tekster kan samordnes og sammenkædes efter relevans, sammenhæng, betydning, referencer, snarere end efter hvor de er placeret fysisk. At læse et dokument og følge et link, eller at foretage en søgning og åbne de forskellige resultater er så oplagt en navigation i betydning, ikke i rum. Internettet ville være ubrugeligt i en cyberspace-version hvor de forskellige informationer var placeret i et 3d-landskab og man skulle bevæge sig "fysisk" for at komme fra dokument til dokument, snarere end blot at klikke. Ubrugeligt, hvis man skulle flyve en halv time i sin VR-dragt for at læse det næste relevante dokument.

Faktisk har der været bevægelser i retning af gøre internettet til en 3-dimensional oplevelse. Det mest prominente forsøg var VRML, egentlig blot en måde at konstruere 3-dimensionale rum, men da VRML for et par år siden stadig tilhørte kategorien af nye lovende teknologier, interviewede radioprogrammet Harddisken VRMLs primære bagmand, Mark Pesce, og tegnede en igen fantastisk fremtid på et 3d-internet. Man sad bare hele tiden med spørgsmålet hvorfor? For alle mulige anvendelser fortabte sig i beskrivelser af, hvordan det ville være at flyve rundt mellem informationer. Mest konkrete idé var at man skulle kunne flyve rundt i en model af de svindende regnskove og derved få en indsigt i miljøets tilstand. Det lød måske godt nok men er i praksis uanvendeligt; at opbygge og vedligeholde en 3d-model af blot en mindre regnskov ville koste mere end hele Sydamerikas årlige BNP.

Men hvordan ser information egentlig ud? Novak-citatet antyder at cyberspace er en visualisering af al information, men lige så lidt som man ville have lyst til et spatielt opbygget internet, lige så ufedt ville det være at skulle se en visualisering af verdenslitteraturen. Eller af dekonstruktionen, for den sags skyld. Men faktisk er der en anden vigtig egenskab ved internettet, en egenskab der i hvert fald har undsluppet de fleste kritikeres opmærksomhed, nemlig at det har betydet en genopblomstring af skriftligheden. I dag, hvor det er stort set enhver beskåret at lave en hjemmeside med egne madopskrifter, og hvor folk emailer og chatter løs, skrives der uden tvivl langt mere end på noget andet tidspunkt i de sidste måske 40 år. Og det har mange humanister været katastrofalt lang tid om at indse. Måske er man blevet lullet ind i en defaitistisk døs, hvor enhver teknologisk landvinding nødvendigvis måtte være en trussel mod det skrevne ord, vi holder så meget af?

Internettet, der ikke ligefrem er stærkt repræsenteret på humaniora, fungerer også i kraft af dets skriftlighed. Men der er en anden stadigt tilbagevendende kamp for at gøre det, om ikke 3-dimensionalt, så i hvert fald mere grafisk orienteret. Tekst har den for store medieselskaber uheldige egenskab, at stort set alle kan lave den. Tekst forudsætter ikke samme massive investeringer som TV gør det. Hvis blot man kunne gøre professionelt produceret grafik til norm på nettet, ville vi straks være tilbage i en verden med centralt kontrolleret envejskommunikation. Heldigvis er teknologien på ordets side, for ét billede kræver langt flere bits; mere båndbredde end tusindvis af ord. Muligheden for at lave en afskrift eller kopi af en tekst grunder i det hele taget i, at bogstaverne er skarpt adskilte (diskrete, som det korrekt hedder). Man har enten a eller b, der er ingen mellemting mellem de to, derfor er tekst så økonomisk, derfor kan tekster uhindret kopieres og repræsenteres. Det skrevne ord er altså vidunderligt økonomisk og, faktisk, digitalt.

Det er derfor en fejl, at se tekster - i god gammeldags forstand - som noget der kun foregår på papir. Og en fejl at tro, at et næste fremtidsagtigt trin vil være alverdens information ordnet i rum, i 3d. For der er en praktisk ting midt imellem, internettet, som man nu passende kan bruge sin energi på at undersøge.