Løgn og humaniora-Om Alan Sokalaf Jesper Juul Fra Det ny Reception. Nordisk Filologi, Københavns Universitet. Maj 2000. Stakkels Sokal. -Jacques Derrida Historien kort: I 1996 indsendte den amerikanske fysiker Alan Sokal en artikel til tidsskriftet Social Text. Artiklen hed "Transgressing the boundaries: Toward a transformative hermeneutics of quantum gravity" og hævder i en uigennemtrængelig, springende og vildt refererende stil, at de seneste udviklinger indenfor kvantefysik bekræfter hvad de hårde poststrukturalister længe har sagt: At "videnskaben" blot er en diskurs blandt mange, at den fysiske virkelighed ikke egentlig "eksisterer" men er et diskursivt konstrukt (skabt af sprog), at der ikke findes nogen sandhed etc... Social Text bragte artiklen, problemet var blot at den viste sig at være en parodi. Det er en morsom parodi ved at den efterligner en skrivestil, en argumentationsform og en række poststrukturalistiske standarddogmer, ved at den refererer korrekt til en række stor kanoner; Derrida, Baudrillard, Virilio, Social Texts redaktører. Og en ond parodi ved at den hævder en lang række ting om matematik og fysik, der ikke passer - hvad man umiddelbart kunne have fundet ud af hvis man havde ladet en kvalificeret person gennemlæse artiklen før den blev trykt. Det havde man ikke. Der kan drages forskellige konklusioner af en sådan hændelse. Social Texts redaktører har selv forsøgt sig med påstanden at artiklen var god nok selvom den var en parodi. En anden kunne være at Sokals parodi er ligegyldig og rammer helt ved siden af . En tredje kunne være at kejseren (poststrukturalismen) er nøgen. Som en uddybning af den sidste position, udgav Sokal og den belgiske fysiker Jean Bricmont året efter bogen Impostures Intellectuelles, der både indeholder generelle overvejelser over humaniora og samfundsvidenskabernes forhold til naturvidenskab og en række læsninger af tænkere, man med et bredt udtryk kunne kalde poststrukturalister. Primært Lacan, Kristeva, Luce Irigaray, Bruno Latour, Jean Baudrillard samt Deleuze & Guttari, Paul Virilio. Sokal og Bricmonts kritik kan deles op i tre centrale punkter: 1) Disse tænkere forstår ikke naturvidenskab, 2) men bruger den alligevel - uden at motivere hvorfor og 3) de udviser en generel forkærlighed for relativisme og obskurantisme. Som et eksempel kunne man tage den franske tænker Paul Virilio (herhjemme nok mest kendt for bogen Synsmaskinen). Virilio er kendt som en stor tænker indenfor hastighed og har bl.a. skrevet følgende i Le Monde: Recent MEGALOPOLITAN hyperconcentration [...] being itself the result of the increased speed of economic exchanges, it seems necessary to reconsider the importance of the notions of ACCELERATION and DECELERATION (what physicists call positive and negative velocities). (Sokal & Bricmont p.160 - oversat fra fransk) Hvis man har gået i folkeskolen, har i hvert fald lært, at acceleration ikke betyder positiv men stigende hastighed og deceleration ikke betyder negativ men faldende hastighed. Dette er bare et af mange eksempler på misforståelser hos Virilio, i andre situationer drager Virilio store historiske og sociologiske konklusioner på (mere kompliceret) fysik han tydeligvis (heller) ikke forstår. Hvis man har en vis viden om IT, kan jeg anbefale hans nyeste bog Cyberworld for lignende fejl. En generel humanistisk klassiker er den hvor Einsteins relativitetsteori bliver taget som argument for, ja, at alt er relativt. Det er bare ikke det den betyder. Og undertegnede har på et tidligere tidspunkt i mit akademiske liv skrevet en opgave hvor jeg - forstår jeg nu - fejlagtigt brugte Gödels teorem i forhold til Svend Åge Madsen. I det hele taget er det en inspirerende hobby at lede efter fejl hos filosoffer (og andre) der ikke forstår den naturvidenskab de refererer til. Den på KUA ikke ukendte Jean Baudrillards artikel Virusteori (jeg har læst den på Moderne Kultur) er bygget op omkring en lidt arkaisk hybris-nemesis figur, understøttet af den påstand at virus (biologiske, elektroniske) er noget der ca. dukker op efterhånden som den moderne teknologi afmytologiserer verden. Men i realiteten er virus nogle milliarder år ældre end Baudrillard forestiller sig. Når Baudrillard kan kritiseres for dette, er det ikke fordi humaniora skal være ligesom naturvidenskab, eller fordi Baudrillard ikke må referere til naturvidenskab, men fordi selv han skal citere korrekt og fordi der må være en grund til at referere til naturvidenskab. Han mangler derfor også de tunge midterste 90% af argumentationen for at man kan slutte direkte fra et mikroskopisk biologisk fænomen til et sociologisk eller historisk perspektiv. Som det fremgår, er jeg positivt indstillet overfor Sokal og Bricmont og deres projekt. Men de er også blevet massivt kritiseret af folk som Derrida (indledningscitatet), Julia Kristeva ("an intellectually and politically insignificant product"), de er blevet beskrevet som pedanter der retter kommaer i kærestebreve, de er blevet beskrevet om ignoranter. Og selvfølgelig er de ikke super-trænede humanister. Det viser sig måske primært i at de simpelthen ikke forstår traditionen for at påstå at et enkelt forhold i verden gennemsyrer alting og determinerer alt hvad der foregår på alle planer. (Klassiske eksempler: Den ødipale konflikt, de økonomiske forhold, patriarkatet, teknologien, teksten.) Hvis man mener at disse former for slutninger er uproblematiske, vil man antageligt synes at den del af kritikken skyder forbi. En vigtigt tema i bogen (og angiveligt Sokals oprindelig grund til at skrive artiklen) er, overraskende nok, af etisk karakter. Sokal og Bricmont har en gennemgående diskussion, hvor forskellige relativistiske metoder og standpunkter kritiseres for ikke at kunne tage stilling i en politisk situation; hvis alle diskurser er lige-gyldige, kan ethvert standpunkt umiddelbart forsvares. Den radikale poststrukturalistiske og kulturrelativiske holdning siger at naturvidenskaben kun er en diskurs. Dette "kun" skal ikke opfattes som nedladende, men holdningen er at den kan betragtes som et sprogligt fænomen, dvs. uden man behøver at tage stilling til en eventuel sandhedsværdi. En sociolog som Bruno Latour argumenterer for at naturvidenskaben kan studeres alene som et produkt af diskurser og magtrelationer, dvs. uden hensyntagen til at der kan være et studeret objekt der påvirker resultaterne: Since the settlement of a controversy is the cause of Nature's representation, not the consequence, we can never use the outcome - Nature - to explain how and why a controversy has been settled. (p.85) Dermed er der øjeblikkeligt frit valg på alle hylder mellem New Age, racerenhed, Lysenko og hvad man ellers kan finde på. Og det er måske det grundlæggende problem for fashionable konstruktivistiske teorier og deres tilhængere (såsom nyfeministerne): Teorierne har ikke nogen speciel affinitet til noget bestemt politisk synspunkt, en filosof som Michel Foucault kan umiddelbart bruges til at sætte alle homoseksuelle i fængsel og afskaffe kvindelig valgret. Hvis man fraskriver sig sandhed, fraskriver man sig også muligheden for at erklære at nogen tager fejl. (Læs gerne Meera Nandas artikel i litteraturlisten.) Rent idéhistorisk er det ikke svært at forklare hvorfor det er kommet så vidt. Humanioras standardmodel af mennesket er alt andet lige at menneskets bevidsthed er 100% determineret af alt andet end biologien: En svævende ånd (iflg. romantikken), samfundsforhold (marxisme/dele af strukturalismen), eller sproget (poststrukturalisme). Det er dermed ikke fordi humaniora opererer uden naturvidenskabelige forestillinger, men fordi humanioras model af mennesket ikke er blevet opdateret siden man overtog krop/sjæl dualismen for nogle hundrede år siden. Der er selvfølgelig retninger, der godt vil indrømme at mennesker er evolutionært udviklede dyr, der gerne kommunikerer med hinanden via sprog, og at det er noget man kan tage stilling til. Men det modsatte synspunkt, at bevidsthed og kultur og tekst meningsfyldt lader sig diskutere som om der ikke er andet, er realistisk set dominerende på et fag som Dansk. Og når man endelig bruger naturvidenskab bliver det derfor ofte vagt, metaforisk og uden særligt dybe studier. Det gør det nemt at skrive opgaver, men det skriver også humaniora op i en krog, hvor man er nødt til at være mere og mere radikalt uvidende om alt der kommer fra andre fag. Sokal-affæren viser hvor uheldig og meningsløs denne isolationisme er. Læs Sokals & Bricmonts bog. Vi må se at komme videre. Litteratur Jean Baudrillard: "Virusteori - en fri talestrøm". In: Billedets Onde Ånd. Red. Stig Brøgger. Det Kgl. Danske Kunstakademi, 1990. Encyclopedica Britannica om virus: Meera Nanda: The Science Wars in India. In: Dissent. Vol. 44/1.
1997. Alan Sokal & Jean Bricmont: Intellectual impostures. Profile Books, 1998. Alan Sokal: "Transgressing the boundaries: Toward a transformative hermeneutics
of quantum gravity". In: Social Text p. 46/47. 1996. Alan Sokals hjemmeside: En anden side om affæren: |